Yamazoe Kamairicha – Light Roast | Naturligt landbrug | 2021

山添 軽焙煎 釜炒り茶

Letristet Kamairicha i Kumano Bancha-stil dyrket som naturligt landbrug.
Fra den første forårshøst i maj 2021 og færdiggjort med en enkelt ristning i maj 2022 af hr. og fru Kayashita ved Mitocha Nōen i Yamazoe, Nara.

litchi – grillet appelsin – ginseng

Beskrivelse

Beskrivelse | 詳細

Som med de øvrige Kamairicha-teer fra Mitocha Nōen er Yamazoe Kamairicha Light Roast høstet fra 35-40 år gamle Yabukita tetræer dyrket som naturligt landbrug (自然農法 shizen nōhō) helt uden brug af pesticider og gødning. Efter et indledende ‘kill-green’ (殺青 sassei) trin, rulles og soltørres tebladene i traditionel Kumano Bancha-stil, og det er herefter udførelsen af den afsluttende ristningsprocess, der giver Yamazoe Kamairicha Light Roast sin unikke karakter.

Med en let ristning (keibaisen) udført blot en enkel gang i maj 2022 – et år efter forårshøsten – brygger Yabukita-tebladene en lys gylden og aromatisk rig te. Her er stadig varme at fornemme fra ristningen, men den komplementeres hurtigt i munden af en naturlig, kompleks sødme.

Forarbejdningen af tebladene er – som altid med Mitocha Nōens teer – udført med den største omhu, og resultatet er en meget fint balanceret te, der som tebladene selv gradvist åbner sig op over talrige bryg. Anbefalet til alle, der holder af naturlige, let-ristede oolong-teer eller blot er nysgerrige på at prøve en af Japans mere sjældne former for Kamairicha!


Tetræerne | 茶樹

Kultivar: Yabukita

Alder: 35-40 år

Højde: 300-400 moh

Skygge: ingen

Gødning: ingen

Dyrkningsmetode: naturligt landbrug (læs mere om økologi og naturligt landbrug her)

Høst: maj 2021

Produktionsmetode | 製茶方法

Tørring: ca. to dage v. solskinsvejr

Ristning: enkelt ristning i maj 2022

Producent | 生産者

Familien Kayashita v. Mitocha Nōen みとちゃ農園

Oprindelse | 産地

Yamazoe i Nara, Japan

Anmeldelser

Der er endnu ikke nogle anmeldelser.

Kun kunder, der er logget ind og har købt denne vare, kan skrive en anmeldelse.