Beskrivelse
Beskrivelse | 詳細
De nænsomt processerede teblade er høstet fra 35-40 år gamle Okuyutaka tetræer dyrket af hr. og fru Kayashita som naturligt landbrug helt uden brug af pesticider og gødning. De brygger en klar gylden te med en ren, honningsød og let floral karakter, der tåler talrige bryg ved høje temperaturer – et vidnesbyrd om det originale bladmateriales høje kvalitet.
I modsætning til de øvrige Kamairicha-teer fra Mitocha Nōen har Yamazoe Kamairicha ‘Raw’ ikke gennemgået en afsluttende ristningsproces. Teens uristede og ‘rå’ (生茶 namacha) karakter giver et lysere og til en vis grad mildere udtryk, der til gengæld opvejes af tebladenes lange modningsperiode siden forårshøsten i maj 2021.
Som tebladene langsomt hviler og modnes, udvikles deres dybde og krop. Denne modningsproces kan sagtens forlænges yderligere – ligesom det er tilfældet med Mitocha Nōens øvrige Kamairicha-teer. Men Yamazoe Kamairicha ‘Raw’ er allerede nu absolut klar til brygning; en sjælden smuk og helbladet japansk panderistet te fra det bjergrige landskab i Yamazoe, Nara.
Tetræerne | 茶樹
Kultivar: Okuyutaka
Alder: 35-40 år
Højde: 300-400 moh
Skygge: ingen
Gødning: ingen
Dyrkningsmetode: naturligt landbrug (læs mere om økologi og naturligt landbrug her)
Høst: maj 2021
Produktionsmetode | 製茶方法
Tørring: ca. to dage v. solskinsvejr
Ristning: ingen
Producent | 生産者
Familien Kayashita v. Mitocha Nōen みとちゃ農園
Oprindelse | 産地
Yamazoe i Nara, Japan
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.